Værkstedssæsonen lakker mod enden

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Værkstedssæsonen lakker mod enden: spillet er (næsten) køreklart og flyene er næsten alle gennem værkstedet (der mangler lige en enkelt LS4). Så nu skal det hele bare lige samles og synes, og så er vi klar til en ny sæson.

Jesper, Ib, Henrik og Lars B fik ved en ihærdig indsats LS6'eren gennem værkstedet på en dag!

Modelsvævefly i flyslæb

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Manesen over Ossiacher See, Kärnten, Østrig

Mens vi venter på selv at komme i luften, er der lidt glæde at hente i den her bette video om modelsvævefly-med-flyslæb. Bemærk at begge fly er radiostyret fra jorden. Kommentatorer: Nils de Vos og Jonna.

Og det foregår tilsyneladende tit og ofte om sommeren her i et modelsvævefly-mekka, bl.a. med en DG1000 i skala 1:2.
Klik for Google-Earth-fil.

Pribina Cup 2011 - Johan & Lars på nye eventyr

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

En løbende beretning (start evt. nedefra) om Johan & Lars' deltagelse i Pribina Cup 2011 (23. april til 1. maj 2011)

30. april 2011

Afslutningsdag og afrejse. En lille nem opgave, så alle kommer hjem til tiden. I alt har Team Aviator fløjet 3000 km (her i blandt en 560 km opgave), 42 timer og haft masser af dejlige og lærerige timer i luften! Hurra for svæveflyvning!

29. april 2011

Dagens vejr: lidt mere gang i sagerne end i går. Dagens opgave: 308,5 km racing-opgave. Ny taktik fra Team Aviator: af sted hurtigst muligt efter åbning af startlinjen, fordi det så ud til og var lovet, at der ville komme en hel del overudvikling, regnbyger osv. Vi kom op i god højde over bakkekammen under skygaden, fløj tilbage til startlinjen og tærsklede ud som de første. Tilbage til bakkekammen og så mere eller mindre lige-ud-flyvning op mod første vendepunkt. Det gik pænt opad (i luften). Ned mod andet vendepunkt i fladlandet. Uden om en vældig regnbyge på vejen. Vende 3. punkt. Og så pludselig kom den belgiske konkurrent (også DuoDiscus) fræsende ind fra højre. Pokkers, tænkte vi, de har indhentet os, og vi har smidt en halv time. Pokkers! Af uransagelige årsager faldt talen på varmesøgende missiler. Kort efter så vi flere Duo'er på vej hjemad ude fra vendepunkt 4, og vi var sikre på, at vi havde fået bøllebank og var blevet sat med 60 km. Vi havde jo startet som de første. Øv! Men vi fortsatte, så godt vi kunne, og det gik egentlig ret godt deruda. Vejret var en smuk blanding af alle mulige slags vejr (undtagen jordskælv). Vi kom hjem efter 3:16 timer med 94,4 km/t. Mindst 10 og snarere 15 km/t for lidt, tænkte vi. Men så kom alle overraskelserne: vi var det 13. fly i vores klasse, der tærsklede ud, ikke det første! Vi blev nummer 9 i dag, blot 1½ minut efter nr 4 (eller 0,8 km/t langsommere, svarende til 2,4 km efter 308 km) og blot 11 minutter efter nr 1 (eller 18 km efter 308 km). Den belgiske konkurrent, som vi mødte ved vendepunkt 3, havde ikke indhentet os. Det var os, der havde indhentet den! Hold da op, hvor vi fejlbedømte forløbet af vores klasses dag. Heldigvis fløj vi videre, så godt vi kunne. Havde vi taget vand med (vi kunne have fyldt 35 kg vand på), havde vi ligget lige med nr 1. Hvis vi havde kurvet to omgange færre i den mindst gode boble, ville vi være blevet nr. 4.


Nimbus 4 bag en bil


ASW22


Feltet i de sidste forberedelser før start.


En DuoDiscus og en Cu

28. april 2011

252,3 km raceropgave til de dobbeltsædede i dag. Vejret var lige så fesen om formiddagen, som i går, men så gik der hul på noget højt stratus og termikken i gang. Team Aviator havde, som i går, vanskeligheder med overhovedet at komme op ved Nitra (i et tempo, der passede d'herrers temperament), samtidig med at der, lige som i går, stod der en fin skygade lidt nord for Nitra op ad den kam, vi skulle følge til første vendepunkt. Da vi omsider tærsklede ud, ½ time efter de fleste andre, måtte vi hurtigt tanke op under skygaden til 8000 fod, og så tilbage og tærskle ud igen. Lige som i går. Havde vi lært noget siden i går (som fx at gå direkte hen til skygaden og skrue os op der i stedet for over Nitra i slatten termik)? Nej, åbenbart ikke. Derfra gik det rask deruda' og opad til andet vendepunkt, hvor vi mødte regn og -11,4 m/s. Havde det da bare været +11,4 m/s. Sydover mod Ungarn, og det gik sådan set også godt nok. Vi tankede op, så vi lige kunne snige os ned til andet vendepunkt nede i den døde luft over fladlandet, og luske os tilbage igen til termikken. Desværre gik der forsigtig-per i os. I stedet for at satse og gå direkte 35 km mod tredje vendepunkt, hvor der stod en fin Cu, fløj vi tilbage til der, hvor vi sidst havde tanket op. Det viste sig senere, at det lige kostede os andenpladsen på dagens opgave. Den Cu, vi sad og så på, gav godt, kunne vi bagefter læse af de andres trackfiler. Da vi kom ud til tredje vendepunkt og vendte næsen mod Nitra, var termikken generelt ved at falde hen, og - tjah - vi kom efterhånden så langt ned, at vi fik øje på et egern i et træ. Og da vi to omgange senere så, at der var et hul i egernets ene fortand (citat Magnus), tænkte vi "den holder nok ikke de 40 km hjem" og så brrrr....  Ærgerligt! Vi var ½ time for sent ude. Vi manglede bare lige 1000 fod for at få fat i den sidste boble, som havde bragt os hjem. Vi var næsthurtigst (næsthøjeste gennemsnitshastighed) af alle tosædede (lige indtil vi gik over til snydetermik)! Men en pæn 6.plads blev det dog til.


Et hul i stratus, som fik os af sted


Team Aviator finpudser planerne lige frem til start

 

27. april 2011

Højt at flyve, dybt at falde! Vi endte på 16. pladsen i vores klasse i dagens opgave; Assigned area task with 3 areas, 2 timer og mellem 149 og 292 km. Højeste gennemsnitshastighed vinder, og man bestemmer selv rutens længde (mellem 149 og 292 km). Vi gjorde det så godt vi kunne, men var oppe mod ufine metoder, idet hele resten af feltet fløj i en samlet klump ad samme rute. Det er der ikke meget sport over. Vi fløj af sted 45 minutter efter feltet og fik så tydeligvis nogle andre vejrforhold. Og der var masser af modvind... Bortset fra 16.pladsen var det en fin tur med god flyvning uden parkeringsbøder, masser af ligeud-og-opad-flyvning. Konkurrencen: 1:58 timer, 192 km og 96 km/t. Vinderen fløj 2:02 timer, 223 km og 109 km/t. Faktisk fløj vi lige så hurtigt som vinderen, blot havde han og hans følge mulighed for at udnytte sektor 3, hvilket vi ikke havde, og derfor tabte vi. I alt fløj vi 3:35 timer og 245 km, og benyttede ikke motoren! Vejret havde bedret sig fra i går, og selv om det så gråt og diset ud fra morgenstunden, kom hele feltet af sted, og så blev det faktisk fine flyveforhold; op til 8000 fod, gode 3-4 meter bobler. Nå, i morgen tager vi revanche. Så skal de få vingebagkant!


Feltet klar til start


Team Aviator i de sidste mentale forberedelser før starten sekunderet af ground staff

 

26. april 2011

Ruhetag pga. regn. Dagens briefing fokuserede på flyvesikkerhed. Tre hændelser i går. En klovn lavede en low-pass i få meters højde (måske 5 meter) på langs over flytrailer-rækken, børn, koner og andre. Den næste, der gør det, bliver udelukket fra Pribina Cup. Hvorfor det ikke allerede skete for ham fra i går, kan jo undre. Og så var der en næsten-kollision i luften i 1000 fod. Et fly søgte ind i en termik-klump, og pludselig så piloten i et af de allerede termikbobleflyvende fly det indtrængende flys vinge lige foran sit cockpit. Hold afstand, og find hellere sikkert ned på jorden end kæmpe for tæt om termikken. Tredje hændelse var et spind, hvilket kan være fatalt for indtil flere, hvis det sker i flok-kurvning. Derfor: hold hastigheden oppe og kurv fladt, når der flok-kurves.


Team Aviator drømmer om fed flyvning i bjergene


Team Aviator på sight-seeing

 

25. april 2011

Dagens vejr ligesom i Himmerland på en god sommerdag; fugtige klatter i luften og basen i 2700 fod. Det er sådan set meget godt, hvis det ikke var fordi terrænet er højere oppe end i Himmerland. Dagens opgave: Assigned area (variable vendepunkter inden for et areal), opgavetid min. 2 timer, og mellem 134 og 295 km. Alle dobbeltsædede fly lå i en kæmpebunke tæt på startlinjen og startede stort set i en samlet klump. Det kræver godt nok en hel del finføling med styregrejerne og situationsfornemmelse og meget andet at ligge i en og samme boble som 12-15 andre fly, især når forskellen mellem brugbar højde over terræn og skybasis er nede på ca. 1000 fod. Men en interessant oplevelse og en god måde at lære pæne flyvemanerer på. For at gøre en knap så lang historie ganske kort: efter 56 konkurrencekilometer sendte vi de sædvanlige tanker til Nils og tøffede hjemad. Vi er efterhånden blevet rigtig hurtige og sikre til at få hevet motoren ud og startet; 200 fod og under 1 minut. En pæn 3.plads i vores klasse for dagens opgave (som dog desværre ikke gav point, idet ingen i klassen kom over de 100 handicapkilometer (FAI-regel)).


Lidt af startfeltet


Vores tætteste følgesvend i dag; tyske LM


Team Aviator satser på at nå over til og hen over bakkekammen (det lykkedes), og så stod der dagens bedste boble lige på bagkanten.


LM fortsat under os, og kort efter landede de på en mark (ingen motor i baggagerummet); vi satte dem med 16 km.


Team Aviator på glid i smørluft fra bakkerne ud i det flade land.


Et lille elektricitetsværk

 

24. april 2011

Dagen startede med en forklaring på gårsdagens dårlige vejr-forudsigelse: inversionen i 3000 fod var mere standhaftig end beregnet, og senere kom der et lavtryk i højden (som slukkede termikken). Vejret tegnede i dag til det samme (cirka), og derfor blev opgaver korte men med variable vendepunkter. Det vil sige, at man skal vende indenfor tre angivet område (ikke blot et punkt), være i luften mindst 2 timer og flyve mellem 158 og 342 km. Den, der klarer det med højeste gennemsnitshastighed, er dagens vinder. Men ak, vejret var værre end i går. Igen kun en eneste pilot, ud af 159, gennemførte. Team Aviator lå og rodede rundt i to timer i noget slatten og ujævn tørtermik for at samle højde nok til at starte, og så valgte vi at gå ud i fladlandet frem for at følge en højderyg (på hvilket den kraftige vind stod ind på i en ret vinkel), og det hævnede sig selvfølgelig, for der var der blot endnu mere slatten og ujævn tørtermik. Med de sædvanlige positive tanker til Nils, hev vi motoren ud og tøffede hjem. 130 km fløj vi på 2:49 timer, heraf dog kun 46 konkurrencekilometer. 1/3 af tiden var i boble-kurvning. Gennemsnitshastighed 50 km/t. Og hvad kan man lære heraf: jo, kig på kortet, tænk og diskuter forskellige strategier før start. Den gode nyhed er, at den af arrangørerne udlånte logger fungerer perfekt.


En Nimbus-4 (med 26 meter vingespænd)


Der er ikke meget plads i et svæveflycockpit


Team Aviator gør klar


Team Aviator er næsten klar


Team Aviator forsøger sig med slatten tørtermik


Team Aviator drømmer om det her

 

23. april 2011

570 km lød dagens opgave på for vores klasse (to-sædede). Den åbne klasse skulle sågar ud på 705 km. Efter gårsdagens gode vejr, var forventningerne store. Hele feltet, 160 svæveflyvemaskiner, stillet op til start, og i gang slæbemaskinerne gik med at slæbe op - og lige så hurtigt dumpede svæveflyvene ned igen, fordi termikken ikke var klar endnu. Starten udsat, og der blev skiftet til plan B, således at vi alle skulle flyve vores respektive "opgave 1B". Johan og jeg kom op og fik os efter en del besvær skruet op til en passende højde, så vi kunne flyve over startlinjen (som de tredjesidste i vores klasse) kl 14. Vi hægtede os på fire andre DuoDiscus'er, så de kunne gøre det hårde arbejde med at finde den gode termik, for den var der ikke for meget af. På et tidspunkt blev vi trætte af, hvordan de klumrede i det, og vi fandt så selv vej. Det gik sådan set også godt nok helt frem til vendepunktet - hvor vi så lige pludseligt fandt ud af, at det vendepunkt hørte til opgave 1A. Til vores egen ros vil vi dog gerne fremføre, at vi på et tidligere tidspunkt faktisk havde undret os over, at vi ikke så andre svævefly - uden dog at denne overvejelse førte til adfærdsændring. Det kostede os en halv time. Nå, men vi fik os kæmpet hen til det rigtige vendepunkt i opgave 1B, og i mellemtiden var skyerne ved at klappe sammen eller overudvikle. Vi fortsatte, forsøgte at komme tilbage i feltet idet vi holdt os til dagens taktik, som var at finde en ny boble umiddelbart før det begyndte at støve. Da den taktik skulle redde os for fjerde gang, gik den ikke mere, og med mange venlige grænsende til taknemlige tanker til Nils, startede vi motoren og tøffede hjemad (135 km fra flyvepladsen i Nitra). Vi kom lige lidt for sent ud af Nitra og den halve time ekstra ved vendepunkt 1A bragte os i nærkontakt med en overudviklet Cu, som bare slukkede for termikken, der hvor vi var. Der var en eneste pilot (i 15-m-klassen) ud af 160, der gennemførte dagens opgave. Alle andre udelandede eller kom hjem vha. motor. Der var mange trailere, som kørte fra flyvepladsen i tidsrummet, fra vi landede og til solnedgang. Vi fik fløjet 374 km heraf 214 km til opgaven, flyvetid 5:15 timer heraf motortid 27 min.


Halvdelen af Team Aviator klar til start


Halvdelen af det fremragende danske ground-staff team


Feltet (lidt af det) klar til start


De først opsendte fly kurver i elendig tørtermik


Konkurrent


Et af de sidste fly lander før solnedgang


22. april 2011

Dagens opgave til den officielle træningsdag: 560 km. Pyha! Det er den længste opgave, Johan har fløjet i sine syv sæsoner i Pribina Cup. Det gik rask deruda’ med en hel del lige-ud-flyvning med omkring 160 km/t og delfinflyvning. Tørtermik til en start, men siden lidt Cu. Ind i mellem kunne det være svært at holde sig under luftrumsloftet på hhv. 8000 og 10.000 fod. Så er det bare med at smide pinden fremad, sætte skub i kareten og holde den på 7800 fod – med kraftig stig. Vi kom rundt om vendepunkterne i fin stil, selv om termikken blev mere og mere spredt. Efter tredje vendepunkt måtte vi acceptere en parkeringsbøde i 5000 fod, hvor en ½-meter boble bragte os op til 6000 fod, hvorefter vi et par kilometer senere ramte en 5-meter boble, som løftede os til 10.000 fod. Derfra var der 140 km hjem, og det lykkedes på det stykke kun at finde en enkelt boble, som gav 2000 fod. Så der var ikke så meget højde til overs, da vi krydsede mållinjen efter 5:35 timer i luften. Minus en halv time før startlinjen gav det alt i alt en gennemsnitshastighed på 111 km/t (for 560 km). Desværre havde loggeren ikke optaget en eneste stump data. Øv! Det var den tredje logger, vi prøvede uden held. Nu har vi lånt en af arrangørerne, og så tror på vi på vores elektroniske held, når konkurrencen begynder i morgen.


21. april 2011

Den skønneste flyvetur! Af sted med en Turbočmelák. Det er som en langsom spilstart; efter blot 2 minutter er Duo'en i 2000 fod. Dagen tegnede til varm og slatten tørtermik, men det gik egentlig meget godt opad, først til 6000 fod lige over Nitra, og så stak vi af nordpå. Der var ikke meget kurvning, mest ligeud-flyvning og stig. Vi drønede bare deruda' mod nordøst og nåede efter blot 1½ time op til de høje Tatra-bjerge i det nordligste Slovakiet, hvor der stadig ligger masser af sne, og basen var da krøbet op til 11.000 fod med lette Cu. Vi rundede i et flot højkantsdrej bjergtoppen Lomnický štít (2634 meter og 183 km fra Nitra i lige linje) og fløj så sydover igen mod Nitra. Ikke mange termikbobler, men når der var brug for det, stod der altid lige en 3-4 meter-boble. Da der var 96 km tilbage til Nitra, gik vi på slutglid. I alt 410 km og 3:55 (plus 20 minutter til start og første opstigningsboble), dvs. ca. 105 km/t uden at anstrenge os for at flyve stærkt. Total blærerøws-svæveflyvning!

 



Zlín Z-137T Turbočmelák (trækker en DuoDiscus á 750 kg til 2000 fod på 2 minutter)


20. april 2011

Igen strålende højtryksvejr med sol, varme og tørtermik til ca. 4500 fod. Johan og jeg brugte derfor dagen på at lave en ledning til forsæde-pilotens PDA i Duo'en.


19. april 2011

Strålende højtryksvejr og diset i højden. Pæn termik til 8500 fod, men bare 100 km mod nord sank basen betydeligt, og mod syd var det vist heller ikke for godt. Så dagen blev til lidt hyggeflyvning; 230 km og 3:48 timer. Vi installerede to ny batterier i Duo'en, da de gamle ikke en gang holdt en time. Til gengæld kan loggeren ikke høre motoren (og det er ikke så godt, for det skal den kunne, da vi ellers ikke må stille op til konkurrencen). Johans bil blev kureret hos den lokale BMW-mekaniker. Nu lyder den som ny!

 

18. april 2011

Johans bil har fået mange nye lyde på vejen her hen til Nitra. Men ankommet er vi og installeret. Tilsyneladende har vi ikke glemt noget (!) og er klar til flyvning.

Endnu er her ikke så mange andre svæveflyvere, kun en 30 stykker.

Vi fik en fin opvarmningstur mandag op mod nordøst. Blandet termik, ind i mellem rigtig godt. På et tidspunkt måtte vi flyve mellem 200 og 220 km/t for at holde os under skyerne i 8500 fod (ved -8 gr) samtidig med at der kom en mindre bisværm af svæveflyvere den modsatte vej under samme skygade. Fra byen Martin ville vi så lige lave et stort elegant herresving mod syd for at komme hjem den vej. Det gik sådan set også og stort set fint, bortset fra at termikken udeblev. På et tidspunkt blev der sendt mange venlige tanker til Nils for at have sørget for, at Duo-motoren er blevet lavet. Ud klappede vi den og brummede hjemad. Den larmer, men den virker, som den skal. Ikke desto mindre: 230 km på 3 timer (alt inkl.).

Lis nr. 4 ved Nordiske Mesterskaber i kunstsvæveflyvning

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Lis deltog ved de Nordiske Mesterskaber i Kunstsvæveflyvning i Norge, d. 11. til 17. juli 2011. Det blev til en fin 4.plads. Hjerteligt hip-hip-tillykke fra redaktionen. Det forlyder fra pålidelig kilde, at Lis allerede er gået i skarp træning for at gøre det endnu bedre i 2012.

NM I KUNSTFLYVNING PÅ STARMOEN FLYVEPLADS, NORGE, 2011

FORTRÆNINGEN

Mandag d. 11. juli oprandt, og endelig var det blevet tid til at drage mod nord, til de nordiske mesterskaber i kunstflyvning 2011, der skulle vise mig resultatet af de sidste par års træning i Acroen.

Flyveren blev spændt for bilen, der blev kørt af min hjælper til konkurrencen, Sverre, og hans copilot/kæreste, Lise, og en hel del timer senere landede vi på Starmoen Flyveplads i Elverum, Norge – et fantastisk hyggeligt sted med mennesker der udviser en gæstfrihed, som man ikke finder ret mange andre steder! Vi havde da heller ikke været der særlig længe, før en af de lokale, Øjvind, kom over til os og fortalte, at der da var rigelig med plads i klubhangaren, så der kunne vi bare stille 4W ind. Et par dage senere landede min far så også deroppe med hans/vores flyver, LI (for at flyve termik).


4W (venstre) blandt ligesindede: 2x Pilatus og en Fox (helt til højre)

Som alle konkurrencer, startede vi også med fortræning, der varede fra mandag til og med torsdag. Jeg trænede, som jeg har gjort derhjemme, men i modsætning til hjemme, passede jeg meget på med ikke bare at køre på med en masse starter. Her er kunstflyvning lidt anderledes end strækflyvning, idet man i løbet af ingen tid bliver meget udmattet, dels fordi man skal koncentrere sig så meget, men også fordi man trækker ”G” hele tiden, så ens krop bruger enorme ressourcer på at få blodtryk/puls/osv i balance igen. Af bitter erfaring ved jeg, at denne træthed akkumuleres, så derfor tog jeg kun 4 kunstflyvningsstarter på de 4 dage for stadig at have alt min energi tilbage, når konkurrencen så endelig startede.

Det nedenstående program var det, som skulle flyves to gange til konkurrencen, en gang pr dag. I den forbindelse fik Sverre en vigtig opgave, idet han skulle bedømme min flyvning fra jorden. Ellers er det egentlig ikke meget man har at bruge en hjælper til, og et par stykker dukkede da også op uden ground-staff, velvidende at konkurrencen er så kammeratlig, at alle med glæde hjælper alle.


Mit program som skulle flyves til konkurrencen: Sportsman known 2011.

1: 45 graders linje ned (for at få fart på)

2: Loop med ¼ rul (så man kommer ud på 90 graders kursskifte)

3: Det samme, bare med rul på vejen op

4: 45 grader op – halvt rul – lodret ned – ud vandret

5: 360 graders rul

6: 5/8 loop – marker 45 graders inverted linjen ned – halvt rul – op til vandret

7: Lodret op – fald bagover (stadig med lille flyvehastighed) – lodret ned – ud vandret

8: 45 grader op – halvt rul – 5/8 loop ud

9: 270 graders kunstflyvningsdrej med 90 graders krængning (uden sideror)

Dette program skal til konkurrencen flyves inde i ”boxen”, en 1x1x1 km stor imaginær kasse. Flyver man udenfor den, taber man points på den pågældende figur. Så som den finske deltager sagde: ”Don’t think outside the box”. Boxen ses her på bagsiden af hans jakke:


En illustration af ”boxen” på den finske deltagers jakke.

Disse 9 markeringer var lagt ud i landskabet på jorden (præcis som vi gør på EKVH med landings-T’et). 3 på flyvepladsen, 3 på den nærliggende golfbane, og de sidste 3 var ikke lagt ud, da vi alligevel ikke havde nogle linjedommere helt derude, og fordi Norges mængde af træer besværliggjorde det.

Her ses den ”rigtige” box; jeg har sat cirkler om markeringerne, da de ikke er så tydelige på billedet, men i virkeligheden var de lette at se:

"Boxen” – kun 6 ud af 9 mærker var lagt ud, da der ikke var nogen liniedommere, og lidt for meget skov til, at det kunne lade sig gøre at lægge resten af mærkerne ud.

1. KONKURRENCEDAG

Fredag var første konkurrencedag, og for første gang kunne Dannebrog hejses til et NM (de havde nemlig ikke haft nogen danske deltagere før). Der blev da også udtrykt en stor glæde over endelig at se alle fire nordiske nationer repræsenteret til konkurrencen:


De deltagende landes flag

Til briefingen blev der lovet fantastisk vejr: 8/8 cirrus, ingen termik og vist nok også en bundinversion. Nej, det var ikke skrevet i sjov - for en kunstflyver er det faktisk et drømmescenarium, idet man så ikke får solen i øjnene (vi flyver jo ikke kun ligeud, men også lodret op nogle gange, og termikken gør ikke udførslen af figurerne sværere). Men fra briefingerne i Aviator har jeg lært at lade diverse glædesudbrud blive ved tanken, for er Tzylle til stede, bliver man lovet et flyslæb tilbage til Sjælland i 400 fod over Kattegat Cool

Vi skulle flyve således:

DAG 1         DAG 2

SPORTSMAN          KNOWN        KNOWN

ADVANCED            KNOWN        FREE+UNKNOWN

Jeg deltog i sportsman, og det program skulle som sagt flyves to gange, en gang pr dag, og summen af de to scores var min endelige score. To flyvninger alt i alt udgør hele konkurrencen! Denne score blev også blev opgivet i %, der er et udtryk for, hvor præcist man havde fløjet programmet, og altså groft sagt hvor dygtig en pilot man var til den konkurrence. Dvs. vinder en pilot en konkurrence med en score på eksempelvis 12%, har han været den dygtigste til den konkurrence, men han er stadig ikke dygtig, idet 12% er langt under den laveste score, som man plejer at se til konkurrencer. Så der er altså to måder at se på en pilots resultat på til en kunstflyvningskonkurrence.

Den pågældende pilots score blev afgjort af tre dommere med gennemsnittet af deres karakterer. De sad ud for midten af boxen med hver deres assistent til at skrive den karakter ned, som de havde besluttet sig for. De bliver givet ligesom til eksempelvis kunstskøjteløb, fra 0.0 til 10.0 for hver figur.

(Advanced skulle flyve known første dag og både unknown og free anden dag, så de havde altså en start mere end os i sportsmanklassen.)


En dommer og hans assistent er ved at dømme en pilot.


Her ses dommerlinjen, med de tre dommer/assistent-hold

Forberedelse skal der til, inden man kan flyve sådan et program, for man er så koncentreret, at man let kan glemme figurerne – også selvom man har fløjet det mange gange. Til det formål er ”the aerobatic dance” opfundet, hvilket vil sige, at piloten på jorden simulerer sin flyvning ved selv at være flyveren, ligesom man ser fx skiløbere gennemløbe/-køre ruten før start:


"The aerobatic dance” – foretages med lukkede øjne (her ses 2 af de norske deltagere forberede sig)


"The aerobatic dance” – foretages med lukkede øjne (her ses 2 af de norske deltagere forberede sig)

Ved lodtrækning dagen inden var rækkefølgen blevet afgjort, og jeg skulle flyve som nr. 2 i min klasse:

Jeg må indrømme, som man sikkert også kan se, at nervøsiteten havde et solidt tag i mig, ikke mindst pga. indgangen i boxen, som jeg ikke havde prøvet før, og jeg fik desværre lavet ærgerlige fejl, som jeg ikke plejer at lave, som at hænge 5 grader med en vinge, at komme ud på et kursskifte osv. Så jeg var ikke ligefrem stolt af mig selv, da jeg landede.

Inden man starter på sit program, skal man have placeret sig rigtigt i boxen, og det første skridt er at koble ud det rigtige sted (slæbeflyveren holder højden i 4000 fod samt kursen mod midten af boxen mindst 500 meter inden den, og så bestemmer man selv, hvornår man kobler af). Mine første figurer var en 45 graders linje ned og så et loop med 90 graders kursskifte, hvilket vil sige, at jeg efter det loop skifter retning, og ikke bruger mere af den side af boxen som jeg oprindeligt havde retning mod. Jeg er nødt til at sørge for næsten at ramme kanten af boxen, inden jeg skifter retning, for at bruge hele boxen som man skal, hvilket ville sige, at jeg placerede mig lidt før midten af boxen, og håbede på, at det kom til at passe. Det gjorde det heldigvis, men da jeg først var kommet i gang med programmet, var jeg blevet så nervøs, at jeg glemte at tænke på min positionering, holdt ca. 1 sekund mellem hver figur og kiggede overhovedet ikke ned.

Jeg var ikke andet end lige kommet tilbage til startstedet med min flyver, før jeg blev mødt af en af de svenske deltagere, der straks begyndte at give mig gode råd til min næste og sidste tur. Og han var bare den første: Det er sjældent, man møder sådan en kammeratlighed og så stort et overskud hos ens konkurrenter, især når man tænker på, at de selv skulle flyve senere samme dag (og egentlig burde have tænkt på deres egen flyvning i stedet), samt at jeg altså er en konkurrent fra et andet land. De er nogle helt fantastiske mennesker, og jeg glæder mig meget til at møde dem igen!


Pekka Havbrandt, en svensk deltager, giver mig gode råd til, hvad jeg skal rette til dagen efter.

Det jeg havde trænet på, selve udførslen af figurerne, var også det der gik bedst. Til gengæld var der noget, som jeg faktisk ikke havde trænet hjemmefra i den tro, at det ikke ville være så svært at gøre til konkurrencen, og egentlig ikke betød så meget for ens score: Positioneringen i boxen. Det var det, der endte med at koste mig mine points. Efter hver figur er man nødt til at kigge ned på jorden, se hvor man er, og det afgør så hvor mange sekunder man skal vente, inden man flyver den næste figur, hvilket typisk vil være 3-4 sekunder, altså en del længere pauser end jeg havde. Så blev jeg så meget klogere på, hvor pointene lå gemt, og endte efter første dag på en 4. plads, fordi jeg havde fløjet programmet så komprimeret, pga. de korte pauser, at jeg havde holdt mig i den midterste tredjedel af boxen. Man skal som sagt helst bruge hele boxen, både i længden og i højden, hvilket også gav mig et problem, fordi acroen er en utrolig energibevarende flyver, så jeg var færdig med programmet i 1 kms højde, hvor jeg som sportsman-deltager egentlig havde en minimumshøjde på 400 m. (Boxen gik ned til jorden, men konkurrencereglerne sagde 400 m til os, og 200 m til dem der fløj advanced)

Det, som man totalt bliver bedømt på, er:

  1. Selve udførslen af figurerne
  2. Positioneringen i boxen (man skal som sagt bruge den hele, både i længden og højden – ikke i bredden)
  3. Harmonien. Det er det sværeste at score højt på; den karakter fortæller, om man har fløjet med den samme stil gennem hele programmet (f.eks. enten hårde/bløde knæk op til vinklerne), og om man har lige mange sekunder mellem hver figur. For at man skal lykkes med at have lige mange sekunder mellem hver figur, skal man flyve så præcist, at det hele tiden passer med, at man ligger over det sted i boxen, hvor man burde ligge, dvs. at man har planlagt så godt/er så dygtig, at man f.eks. kan holde en 3-sekunders horisontal linje mellem hver figur. Kan man det, har man det kølige overblik, som giver mange point.

Og dommerne er dygtige: De kan se ud fra ens flyvning, om man er stresset/nervøs/træt/osv, og de kan se, om man hænger 5 grader med en vinge, selvom man ligger i 4000 fods højde. De har virkelig falkeblik!


Startlinjen


Dyb koncentration fra en svensk deltager


Verdensmesteren og hans sponsorer


Acroen trak en del til. Her ses en af de ” guidede ture”.

2. KONKURRENCEDAG

Andendagen oprandt, og jeg var nu blevet meget klogere på, hvad jeg skulle vise dommerne, så var spørgsmålet bare, om den viden kunne omsættes til korrekt handling.


Jeg venter på starttilladelse fra chefdommeren. Boxen skal være forladt af den tidligere deltager, inden jeg må starte.

Da jeg var kommet ind i boxen denne gang, var jeg også kommet højere end nogle af skyerne, og da konkurrencereglerne siger, at der skal være 4000 fod til skybasen, kaldte jeg overdommeren over radioen for at fortælle om situationen. Han sagde, at jeg godt måtte afbryde, men der var huller i skyerne, så jeg spurgte, om jeg måtte flyve programmet alligevel, hvilket jeg fik tilladelse til.

Jeg fik lavet nogle længere pauser på min anden flyvning, og jeg prøvede at kigge ned og flyve i forhold til boxens grænser. Men desværre glemte jeg pausen mellem figurerne to gange i træk, hvilket resulterede i, at jeg fløj alle figurerne i den ene halvdel af boxen. Det var dog stadig pænere flyvning end den forrige dag, fordi der var mere ”luft” i mit program. Jeg fik desværre ikke rykket min placering op og endte på en samlet 4. plads.


Jeg lander i 4W på Starmoen Flyveplads (ENSM) efter anden og sidste konkurrencestart

Og så skete der noget, som jeg ikke har prøvet før: Jeg var ikke andet end lige landet i Acroen, før jeg blev mødt af ”verdenspressen”, en journalist/fotograf fra Elverum lokalavis, som jeg blev interviewet og fotograferet foran Acroen af. Således er nu både jeg, Aviator og Acroen blevet verdenskendt i Elverum.

Resultatlisten:

SPORTSMAN

1. Anders Håkenson (NOR)     6105 points
2. Jyrki Viitasaari (FIN)            5920 points
3. Bernt Hustad (NOR)           5834 points
4. Lis Arneberg (DEN)            5517 points
5. Geir Saxegaard (NOR)         4231 points

Min %-score blev 66,17 %. Hvis man skal sammenligne min score med dem fra andre konkurrencer, ligger de dårligste typisk omkring 30 %, og ingen formår at komme over en 82-83 %. Som nævnt før kan man læse to ting ud fra resultatlisten: Jeg fik en 4. plads ud af 5 deltagere, hvilket egentlig ikke er noget at skrive hjem om. Men det, der redder min dag, er at se, at min %-score faktisk ikke er helt dårlig i forhold til andre resultater fra andre konkurrencer.

Min far repræsenterede det sjove element i konkurrencen: Nede ved startstedet stod han som alle andre og spejdede mod himlen: Han var meget interesseret i, hvordan det gik de cumulusskyer, som muligvis var under opbygning. Men de udtalelser om ”at der forhåbentlig snart ville være termik” blev dog effektivt ignoreret, det var nemlig ikke helt gået op for ham, at alle vi andre (kunstflyvere) stod og drømte om det stikmodsatteJ. Men han fik dog et par gode ture på 4 timer i alt under fortræningsdagene.

EFTER KONKURRENCEN

Igen efter min start på andendagen blev jeg mødt af den mest utrolige hjælpsomhed/velvilje fra både svenskerne og nordmændene, og jeg troede ikke mine egne ører, da Pekka spurgte, om jeg ville med en tur i Foxen (verdens eneste 2-sædede svæveflyver der er lavet til kunstflyvning – citat håndbogen: Cross Country Flight: Forbidden). En fantastisk flyvemaskine, der må trække 9 G – jep, det er ca. det samme som en F16. Jeg sagde selvfølgelig ja-tak med det samme, og fik lov til at låne en speciel kunstflyvnings-faldskærm, der kun har 2 meget lange seler (som jeg aldrig rigtigt fandt ud af hvordan man skulle vikle omkring sig selv), og er superbehagelig at have på. Men, note to self: Lad være med lige at spænde benene op efter man er stået ud af flyveren, som man ellers kan gøre på de almindelige skærme, for man kommer til at gå rundt med 2 x ½ km strop i hænderneJ


Kunstflyvnings-faldskærm

 

Jeg satte mig op i flyet, og spændte de to hold (ja!) 5-punktsseler – et sort og et rødt sæt; det swarte først, som de sagde, og starten gik.


Pekka tager mig med op en tur i MDM-1 Foxen.

Og her er det så jeg løber lidt tør for ord, for ingen ord kan beskrive den flyver og sådan som den flyver – den er simpelthen et mirakel!!!

For at forsøge kan jeg starte med at sige, at selvom den er to-sædet og vejer en del mere end Acroen, er den meget hurtigere – svært at tro, hvis man ikke lige har været der. Den har næsten intet rortryk, selv ved 250 km/t, hvilket gør den endnu mere manøvredygtig, end den i forvejen er.

Pekka fløj først advanced-programmet (som han selv havde deltaget i), og han forklarede mig undervejs alt om hvilke markeringer/figurer/pauser der var vigtige at lave og hvordan for at få gode karakterer hos dommerne.

Foxen spinder……pæænt hurtigt rundt, vi prøvede til venstre, og alt hvad der hed arme og ben blev smidt til højre, som om højre side af flyet var magnetisk…..Puchacz/Blanik go home…..Og ellers fløj han et loop med integreret 360 rul, og deslige Smile

Sidst fik jeg styrpinden…WOW, hvilket stykke flyvetræ – dens lige findes ikke….Tro mig!!

Så blev det tid til at lande, men det foregik på en lidt anderledes måde end ellers: Vi havde en anden minimumshøjde for kunstflyvning heroppe – det var Jorden - så halvdelen af medvindsbenet blev til et 4-punkts-markeret rul (Boxen var et P-område, så vi havde luftrummet for os selv), noget man lige må nyde at gøre, for den slags hører sig selvfølgelig ikke til derhjemme eller udenfor en konkurrence. Og ellers foregik landingsrunden med minimum 130 km/t, fordi Foxen er utrolig spindvillig (man behøver faktisk ikke engang at nå ned på stallhastigheden), så man skal lige beregne lidt ekstra flyveplads foran sig…..


Mig efter turen i Foxen – farven i ansigtet vidner om overgangen fra +6 G  til -3,2 G, det giver lidt ekstra blod til hovedet (jeg havde faktisk småondt i mine øjne et par timer efter
).

Efter vi kom ned, blev jeg inviteret af svenskerne op til deres træningslejr senere på året, og der er ingen tvivl om, at jeg tager imod det tilbud – både for at møde disse fantastiske mennesker igen, men også for at møde og ikke mindst flyve deres mindst lige så fantastiske stykke flyvetræ, The Fox! Og ligeledes udtrykte de selv ønske om at deltage i FlyInverted 2012.


En god illustration af den fantastisk venskabelige stemning der var til stede under hele konkurrencen blandt folk, som egentlig var konkurrenter!

Lørdag aften gik med overrækkelsen af præmier, pokaler og medaljer og ikke mindst den udsøgte middag:


Sportsman-vinderne (guld, bronze, sølv)


Advanced-vinderne: (Bronze, guld, sølv)

Dagen efter var det tid til at tage hjem, efter lige at have været rundt en tur og hjælpe de forskellige med at skille flyvemaskiner ad, sige pænt farvel til alle de flinke og rare mennesker, (og, nåh ja, så blev jeg også lige lovet en omskoling til Pilatus af en af nordmændende, når vi ses næste gang) og ikke mindst den fantastisk flinke og rare Fox.

Wow…! Kærlighed ved første blik (red.)

 

Østrig 2011

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside


Læs den spændende beretning om den begivenhedsrige Østrig-2011-ekspedition v. Nils & Lars B. 21. juni til 3. juli 2011.

Ferdinand lever og har det godt!

Nils' bil fik en ny lyd på vej ned gennem Tyskland. Men så hægtede vi bare NG-traileren bag G2-traileren og kørte videre. (Passer ikke. Nils fik en ny hyres-bil af SOS-international). Men jeg synes, at der er et mønster med biler og nye lyde på disse svæveflyveudflugter.

Scene fra en Rasteplatz midt i Tyskland. To drenge på 10 og 12 år kom hen og spurgte, hvilken svæveflyver vi havde inde i traileren. De så meget tilfredse ud, da de fik at vide, at det var en LS6-18w. Hva'be'har! Måske der alligevel er håb for "branchen".

----

Torsdag d. 23. juni

Meget heldigt at vi ikke kunne flyve med den øvrige voldsomme lufttrafik i anledning af Skt. Hans. Regn, torden og den slags. Koldfront.



Eksperterne kommenterer en skoleflyvningsmedvindslanding


Eksperterne lader op med kaffe

----

Fredag var den dag, vi skålede for det kommende, gode svæveflyvevejr


Der kom en båd sejlende med bananer

----

lørdag d. 25. juni

Endelig op i luften. Ikke det bedste vejr, men alle kom op og fløj nogle timer. Et forsøg på at komme op til nogle fine bølger nord for Feldkirchen lykkedes ikke, men så blev det til en bette tur á 4 timer rundt om i bjergene i stedet (i 7-9000 fod).

----

søndag d. 26. juni

Intentionerne var der ikke noget i vejen med; både DG400 og LS6 blev samlet og pudset og gjort klar. Det var der derimod med vejret. Ikke en eneste boble, som kunne have båret en musvåge. Masser af fugtige Cu-lignende indretninger fyldte himlen.

Men kan man ikke selv flyve, kan man jo ta' hen og kigge på andre lege flyvning:

En DuoDiscus, ikke sandt


ASW 15 B



Flyslæb


Svævefly lander på baggrund af flot udsigt (uden termik)



Dagens eneste termikmulighed. En fremragende skygade, som rakte helt hen til Karawanken, hvor der var spandevis af lækre Cu. Men havde man modet til at satse? Nej. Hvilket nok var meget godt, idet den lokale Accus forsøgte turen derud, og kom hjem igen lugtende af benzin.

----

mandag d. 27. juni

Skyfri himmel. Høje forventninger og lang ventetid. Meget solid inversion med top i sølle 5500 fod. Flyvepladsen ligger i 1700 fødder, hvilket sådan set kunne være nok at flyve i, hvis ikke fordi der lissom ligger en masse store sten i vejen. Vi kom op og fik fløjet 3 timer i tørtermik over Gestüt og på skrænten til Gerlitzen; det meste af tiden heldigvis højere end de lokale flyveesser! Et forsøg på at komme om på sydflanken af Gerlitsen så lovende ud (en bette Cu, vind fra syd og sol direkte ind på), det måtte da gi' noget mere. Men nej.

Melding fra de lokale flyveesser: maj måned er ideel for strækflyvning.

----

tirsdag d. 28. juni

Jeg var ved at blive ramt af inversions-depression. Men så kom dagens slæbepilot, som også er erfaren svæveflyver, og spurgte, hvorfor jeg sad her på pladsen og ikke var oppe at flyve. Han kunne da lige slæbe mig hen til en bette bølge i kanten af Nokgebirge. Vinden var i NV og godt kraftig i højden. Nils var ramt af startmotorophængningssammenbrud og den lokale smed i klubben havde ikke gjort det, som Nils havde bedt ham om, men selv forsøgt at regne den ud, og efter en hel dags venten, måtte smeden erkende, at Nils selvfølgelig havde ret. En hel dag spildt, øv! Nåmen jeg blev slæbt op til Aplitsch-Berg og blev smidt af lige i den der bette bølge og så gik det ellers pænt op ad. Jeg kunne ikke undlade at bemærke, at en østriger, som var blevet slæbt op før mig, ikke kunne finde ud af det og gled hjemad. Takket være Franks grundige instruktion i bølgeflyvning fik jeg fat i bølgerne og futtede rundt i Nockgebirge i no’en timer. Op til 11.500 fødder. Højeste gennemsnitsstigning +7,5 m/s. Men hvad der kommer ned skal også op! Største synkgennemsnit: -4,5 m/s. Det er altså ikke helt let det der bølgeflyvning, når det skal bruges til at komme omkring. At komme fra den ene bølge over til den næste skal dælme lige regnes rigtigt ud for at ikke at blive jordet af det der turbo-synk. Der blev sendt mange venlige tanker til Frank. Det er voldsommer kræfter, der er i gang, og ganske snævert, hvor det går opad. Vinden i højden var, da jeg kom op, 60 km/t fra NV. Den skulle være steget til 90 km/t, hvilket ville have ført til de store bølger. Men i stedet sank vinden til 20 km/t, og så blev det til en meget turbulent miks af termik og småbølger, men stadig op til 11.500 fod. Alt foregik med rigelig glideafstandssikkerhed til flade dalbunde med pæne marker. Fra Nockgebirge smuttede jeg så også lige en tur hen i Karawanken (bjergene ved grænsen til Slovenien). I alt 4:30 timer og 335 km. Da jeg kom ned, var de andre flyvere i fuld gang med at flyve termikflyvning under inversionen, som lå i ca. 7000 fod; ha ha!

-----

onsdag d. 29. juni

Svært anfald af inversionsdepression. Det samme var en gruppe fra Kremstal, som er på svæveflyveferie her i Feldkirchen samtidig med Aviator-gruppen. Nåmen vi blev enige om, at da det nu var sidste flyvedag (torsdag varmfront og fredag koldfront), måtte vi simpelthen bare ta’ chancen og forsøge på trods af at det så elendigt ud; blå himmel og varm, fugtig og stillestående luft. Jeg lod mig slæbe op over Gestüt og koblede af uransagelige årsager 1000 fod for tidligt. Det gjorde jo ikke livet lettere, som bestod af elendig tørtermik. Men jeg fik mig da kæmpet op til 5500 fod, som muliggjorde, at jeg fløj de 5 km over til Griltz/Gerlitsen, hvor jeg så kæmpede med noget elendigt hangvind. Det lykkedes at komme op i 6000 fod og ind over kammen, hvor der desværre ikke skete noget særligt, hvad der ellers burde. Ihukommende Johans vise ord fra Pribina Cup ”det her fører ikke til noget, vi må videre”, satte jeg så kursen ind i Nockgebirge, og efterlod de østrigske kolleger på Griltz/Gerlitsen kæmpende for at holde højden. Det er skønt at ligge øverst! Og derinde i Nockbebirge stod der så over et bart og forhøjet område på en kam lige en tør men ren 4-m-elevator, som kørte direkte til 12. etage. Og et par km senere fik jeg lige det sidste skub op til 13.000 fod. Wauv! Det kan man kalde overblik. Nockgebirge havde jeg fået set i går, så jeg satte kursen mod syd mod Dobratsch, alt mens jeg overvejede, om jeg skulle flyve en tur rundt om Gross Glockner eller ta’ en tur over hele Karawanken. Karawanken vandt, for dem kender jeg ikke så godt. Så jeg tøffede rundt over Karawanken i et par timer og var på intet tidspunkt under 10.000 fod. Fantastiske udsigter over de meget smukke bjerge! Hen til Tscheppaslugt og retur til Mirnock kl. 17, hvor det var enormt fristende at fortsætte op til Gross Glockner ad den skygade, der stod og bød sig til hele vejen i 10-11.000 fod. Men jeg havde en middags- og pakkeaftale og måtte desværre spilde de mange gode fødder med løsnede bremser og kursen mod Feldkirchen Flyveplads. Svæveflyvning er lækkert!

----

torsdag d. 30. juni

varmfront

----

fredag d. 1. juli 2011

koldfront

----

Auf Wiedersehen in 2012

FlyINverted 2011 - kunstflyvningskursus

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Bjarne / JAS deltog i årets kunstsvæveflyvningskursus på EKVH (Vesthimmerlands Flyveplads). Kurset arrangeres hvert år af Aviator som et DsVU-kursus.
Læs her Bjarnes beretning fra kurset.

Jeg deltog i årets Fly Inverted – kunstflyvningskursus for svæveflyvere. Egentlig tilmeldte jeg mig kun for at kunne opfylde svæveflyveklubbens flyvereglement, så jeg kunne tage et af vore kunstflyvningsduelige fly og slå nogle krøller i luften. For med 10.000+ flyvetimer, heraf et par tusinde på jagerfly, hvem skulle så kunne lære mig noget om kunstflyvning?

Det kunne Steen, Brian og Lars!

Steen Thomasberg, Brian Uhre Lassen og Lars Jensen var instruktører på årets Fly Inverted kursus. Kursusugen begyndte søndag med udlevering af et digert og velgennemarbejdet kompendium på 80 sider. Det syntes overvældende, men der er ikke en side med overflødigt stof i det kompendium. Derefter gik vi i gang med en hel dags teoriundervisning, hvor MYB, flyets ydeevne og begrænsninger, forberedelse og klargøring, manøvrelære, og hvordan man redder sig ud af en utilsigtet situation, blev grundigt gennemgået. Og på trods af en hel dags teori, var der ikke noget af det, der virkede kedeligt eller overflødigt. Sidst på eftermiddagen klarede vejret op, og så gik vi i gang med den praktiske flyvning.

Dagligt tilsyn og grundig støvsugning af flyene blev hurtigt foretaget. Støv og skidt i bunden af flyene har det med at komme op i øjnene, når flyet vender på hovedet. Flyslæb til 4000 fod, tjekke at der ikke var andre fly i boksen (som er det 1 x 1 x 1 km område nord for EKVH, der pr. NOTAM var reserveret os), og så i gang med de positive G-manøvrer: loop og stall-turn.

Under manøvrelære tidligere på dagen, fortalte Steen, at ingen af os ville kunne lave et korrekt udført stall-turn (eller hårnål) første gang. Men det skulle vi fire elever nok vise ham, at vi kunne! Næh, det kunne vi så ikke. Nede fra jorden virker det simpelt at lave fx et loop, men når man så oppe i luften også lige skal have alle detaljer med, bliver det knap så simpelt. Nå, men vi fløj hver to ture den søndag med masser af positive G-manøvrer.

Under MYB-teoridelen havde Steen berettet om, hvor fysisk og psykisk krævende og trættende, det er at koncentrere sig om at udføre kunstflyvning. Det viste sig at holde stik. Sidste elev var i seng kl. 22 den dag.

Næste dag: flyslæb til 4000 fod og så rundt på ryggen. Det er vigtigt at være fortrolig med at flyve på ryggen, for når tingene i kunstflyvning ikke går helt som forventet, skal der lige så tit rettes ud på ryggen, som i retvendt stilling. Det fik jeg senere brug for. Så gik vi ellers i gang med returnement (split-s), immelmann og rul. Især det sidste voldte mig store problemer. Det var ikke det store problem at få flyet til at rulle en omgang. Men man skulle jo gerne rulle ud på samme kurs, som man gik ind i rullet. På kurset så vi udrulninger helt op til 90 grader fra indgangskursen (mig selv inkl.) Det er altså ikke så let, som jeg troede.

De næste par dage gik med at forfine manøvrerne og sammensætte dem til et program: Loop - immelmann - returnement - stall-turn til højre - rul til højre - stall-turn til venstre - rul til venstre - 360 graders drej med 60 graders krængning…, og så er det meste af de 4000 fod brugt.

På en tur, hvor vi trænede programflyvning, og havde lavet loop og var på toppen af immelmann´en, var jeg mentalt i gang med et loop. Så med næsen godt under horisonten – på hovedet – gjorde Brian fra bagsædet opmærksom på, at det skulle være en immelmann. Farten var nu for høj til at rulle rundt, så der var kun en ting at gøre: afbryde manøvren og skubbe 2-3 negative G for at få næsen over horisonten, så farten kunne komme under kontrol igen. Vi var lige oppe at kysse Vne (maksimal hastighed inden flyet bryder sammen (red.)) – på ryggen vel at mærke. Havde vi ikke haft rygflyvningstræning på andendagen, tør jeg ikke tænke på, hvordan jeg ellers ville være kommet ud af den situation. Sandsynligvis med en kraftig overbelastning af flyet.

Fly Inverted er et fremragende kunstflyvningskursus. I år var vi fire kursister, der alle fik skrevet for ”Videregående Kunstflyvning” i vore logbøger. Det er et krævende kursus, hvilket illustreres af, at der næsten hvert år på kurset er frafald af en eller flere elever under forløbet. Men når man har været kurset igennem, får man en rigtig god fornemmelse af, hvad man kan byde det svævefly, man sidder i.

Har man lyst til at prøve kunstflyvning, eller blot under kontrollerede forhold at komme tæt på flyets maksimale ydeevne, kan jeg varmt anbefale at deltage i Fly Inverted kurset. Det kommer igen i 2012.

Brian deltog selv som elev i Fly Inverted 2009, og lavede den gang en god artikel, der kan læses ved at klikke her.

Cool Bjarne Jakobsen/JAS

Video fra Pribina Cup 2011

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Til efterårets og vinterens mørke er her lidt fra de go'e gamle dage "den gang i Pribina Cup 2011", og så må vi se frem til nye oplevelser i luften næste år.
Klik her for at se video'en (13 minutter, flash, åbner i nyt vindue)

Pribina Cup 2012 - team Aviator er med

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Pribina Cup 2012, verdens største svæveflyvekonkurrence, har igen i år deltagere med fra Aviator: Johan og Lars B drager med Duo'en til Nitra i Slovakiet. I perioden fra d. 1. til 14. april vil de gøre deres bedste for at få en plads på podiet. Følg med i beretningen her på siden.

Fortræning fra mandag d. 2. til torsdag d. 5. april.

Vi er kommet ud at flyve og har fået banket rusten af knogler og hjernevindinger. Gode flyvninger er det blevet til. Onsdag en tur på 270 km op lidt i nærheden af de høje Tatra.

Kurvning set fra vingespidsen. Det er ikke os, der styrtdykker, men geometrien der bliver tosset, når en opadvendt kegle ses nedefra (vist nok).


Højt humør.


Lavt humør. Det kunne kort efter konstateres, at motoren har det fint.


Så mødte vi lige Jan Gevad i en LAK17.

 

Officiel træning fredag d. 6. april 2012

Dis efter kraftig tordenvejr og regn om natten. Ingen flyvning.

 

1. konkurrencedag lørdag d. 7. april 2012

Alle kom i luften, og ingen styrtede ned (selv mindst en gik i spind i indflyvningen). Det var de gode nyheder. Der gik lemminge-effekt i hele feltet inkl. 1W's besætning. Så selv om den tykke altostratoscumulus-base lå blot 2000 fod over jorden og en koldfront på vej, lod vi os alle trække op. Og næsten lige så hurtigt dumpede vi ned igen. Bindegalt! Men i morgen...!!!!

 

2. konkurrencedag søndag d. 8. april 2012

En 9. plads blev det til i dag. Ikke fordi vi gennemførte opgaven, men fordi man får point pr. gennemførte kilometer. Vi nåede 132 km ud af opgavens 292 km, og så strejkede GPS-loggeren i mere end de tilladte 3 minutter, og så kunne vi lige så godt stikke hjem. Vi havde ikke motoren ude i dag!
---Vinderen af dagens to-sædet-konkurrence blev Felipe Cvitanich fra Polyteknisk Flyvegruppe. Han tærsklede ud tre minutter før os og havde evnen og heldet til at ramme no'en fede bobler på vej mod 1. vendepunkt, så de 84 km fra 1. til 2. vendepunkt i strid modvind (25 knob lige i snuden) kunne angribes i fuld højde, og så havde han også evnen og heldet til at udnytte en eller to skygader til at tage alle 84 km i strid modvind uden at kurve. Flot! På den strækning satte han alle konkurrenterne langt tilbage.
---Vi sad i 1W og rodede i træhøjde før 1. vendepunkt og måtte derfor kurve og kurve og kurve på vej op på 2. vendepunkt, og det kostede jo hver gang tid, og hver gang blev vi blæst mange kilometer baglæns.
---Det hele blev gennemført i -10 til -14 grader. Hold da helt op det var koldt! Forsædepiloten var meget glad for sine elektrisk opvarmede indlægssåler.
---Fejlen på GPS-loggeren kan sandsynligvis henføres til en dårlig forbindelse i det stik, hvor ledningen fra GPS-antennen sættes ind i loggeren. Stikket sidder lige der, hvor en Duo-bagsædepilot svinger fødderne ind og let kommer til at sparke til maskinparken.


3. konkurrencedag mandag d. 9. april 2012

Dagens opgave var en 407 km med tørtermik og masser af dejligt varmende solskin. Hurra! Det var skisme for koldt i går. Vi tærkslede ud, for en gangs skyld i god højde, og fræsede nordpå. Det gik faktisk ret godt deruda. Hver gang, vi manglede højde, stod der lige en lækker og solid boble, som løftede os hurtigt og bekvemt op i marchhøjde.
--Det gik så godt, at vi glemte at fokusere, og pludselig var vi i hovsa-højde. Pokkers, pokkers. Ingenting at hente og ud med motoren.
--Vi glemte simpelthen at kigge ud ad vinduet og ud på terrænet og tænke over vindretning, solretning og den slags elementært stof. Vi var blevet for høje hatten, fordi vi bare ku' det der. Vi var fløjet ind i en blindgyde med faldvind bag et stort bjerg på venstre side og en stor, flad og sumpet dalbund på højre side.
---Vi huskede dog at nyde solskinnet ved -10 grader og den smukke udsigt.


4. konkurrencedag tirsdag d. 10. april 2012

Tørtermik helt op til ca. 3500 fod (QFE). Dagens opgave en "racing task med assignet areas", minimum 2:30 timer. Alle fly lå og tegnede korncirkler i flyvepladsens nærmeste omegn, det var noget værre noget. Men vi var heldig og fik os skruet op i 4500 fod, og så tærsklede vi ud en time efter startlinjens åbning (som nogen af de første). Det gik sådan set også meget godt. Men - ja, man aner allerede en tendens - så kom vi i problemer ved første vendepunkt, som lå alt for tæt på to forbudte luftrum. Eftersom vi var handikappede af at kun den ene pilot havde en PDA med, det andet stik til loggeren virker ikke, gik der kludder i kurvning i meget lav højde (vi så en mus gi' sine unger sutteflaske) og luftrumg og vendepunkt. Diskvalificeret for at ha' en lille bitte logning inde i et forbudt luftrum.


5. konkurrencedag onsdag d. 11. april 2012

Stærk blæst 16-25 knob og skyer i 4000 fod (QFE) og en varmfront i optræk. Ingen flyvning.

Klubudflugt til Østrig 2012

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Fem Aviator-piloter drog af sted på årets klubudflugt til Feldkirchen i Østrig for at bedrive svæveflyvning i, mellem og omkring de østrigske bjerge i den kommende uges tid. Læs med her:

Torsdag d. 17. maj ved frokosttide drog Alf, Bjarne, Frank og Jørgen af sted med Duo-Discus og LS10 på slæb. Kaj støder til senere. De forventes at flyve frem til og med lørdag d. 25. maj 2012, hvorefter Johan og Lars overtager Duo'en fra søndag d. 26. maj for at flyve Adria Cup samme sted.


Kapitel 1- Blæsende afgang.
Så blev det endelig torsdag den 17. maj og dermed tid for starten af  første del af ”Aviatortogtet” til flyvepladsen i Feldkirchen, Kärnten Østrig. De 4 piloter som deltager i første del af turen er Frank ”W” Sandeløv, Bjarne ”JAS” Jakobsen, Alf  ”Søebrise” Knudsen & Jørgen ”Lucky” Larsen. Alle mødte frem til afgang på EKVH torsdag morgen i et noget blæsende vejr (vindstød op til 38 knob). Det blæsende vejr gav ud over bølger i håret,  anledning til visse nervøse trækninger hos deres udsendte medarbejder, da jeg (JSL) aldrig rigtig har kørt med flytrailer før. Kørsel med havetrailer til genbrugspladsen tæller vist ikke rigtig med. Snarrådigt blev ruten sydover dog lagt ned ad A13 og ind gennem Vejle by så vi undgik turen over Vejlefjord broen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Afgang fra Vesthimmerlands Flyveplads

Jørgen giver første omgang
Afgang fra Vesthimmerlands Flyveplads EKVH kl. ca. kl. 11. Vi var dog ikke kommet langt væk fra flyvepladsen før termikfeberen begyndte at brede sig. Resultatet var at Jørgen begyndte at ”kurve” i en af de første rundkørsler. Sådan er det, når bil GPS siger en ting og copilot Alf har gang i en spændende forklaring på egenresonans i vindmølletårne, eller var det vejrudsigten for den næste uge? Jørgens bemærkning var blot: ”Så drenge, nu har jeg givet 1. omgang. Så er resten op til jer!

Problemfri tur gennem Tyskland
Turen ned gennem ”Deutschland” gik glat (på den gode måde forstås – vi skriver trods alt maj måned). På grund af helligdagen var der ikke så meget lastbilstrafik så vi holdt en pæn hastighed på 80 Km/t – 90 Km/t. Der blev ”mellemlandet” for at tanke bilerne og ikke mindst for at ”tanke” maverne. Omkring midnat fandt vi en rasteplads hvor vi tankede igen og, så tog vi ellers et 4 timers powernap i rigtige senge. Kl. 04:00 var vi fit for fight igen og rullede videre sydover. Kl. 7 blev der spist morgenmad i humleland. (Læs det sydlige Tyskland omkring München hvor humlemarkerne kan ses fra motorvejen).  Ca. 9.30 rullede vi over grænsen til Østrig, fik købt motorvejsvignetter  og fik snart de østrigske alper i sigte.

Mystiske svingninger i flytrailerne
Inde i Østrig oplevede vi så et sjovt fænomen. Vores 2 flytrailere som ellers havde ligget pænt på vejen det meste af turen, begyndte nu at gå i ganske svage svingninger. Vi fandt dog hurtigt en forklaring. Oppe over bjergene spottede Frank de første svage antydninger af Alto Cumulus Lenticularis (bølgeskyer). Forklaringen var simpelt hen, at fly og trailere var begyndt at logre med halen!


Østrig er nået og flytrailerne begynder at logre med halen

Kapitel 2 - Ankomst og ”Afgang”
13:07 ”lægger vi så an til landing” med biler fly og trailere på LOKF (Flugplatz Feldkirchen) præcis 26 timer efter afgang fra Vesthimmerlands flyveplads. Vi får parkeret flytrailerne og udfyldt vores ”Anmeldungsformular” hos pladsens vagthavende ”Einsatzleiter” (den lokale ”flyveleder”). Fire par ivrige hænder får hurtigt samlet Duo Discusen, lavet syn efter samlig og DT. Dernæst briefing og ca. 15:15 var Frank & Bjarne i luften, og landede 2½ timer senere på ”Piste Nul Two” med 1W og smil så brede som bølle- undskyld termikhatte.


Vestas ingeniør Alf ”Søbrise” Knudsen inspicerer 1 Whiskys ”vindmølle”

Indkvartering hos Frau Wadl
Duo’en bliver stillet i hangar sammen med alle de ”lokale artsfæller” og trætte men opstemte kører vi op på knolden til Gasthof  Wadl. Her bliver vi indkvarteret i landlige og ganske ”gemütliche” omgivelser. Aftensmaden bestod naturligvis af Wienerschnitzel mit gemüse skyllet ned med lokalt fadøl fra Villach. Hos Frau Wadl hænger der altid en håndfuld af de lokale i baren. Det gjorde der også denne fredag. Vi faldt lidt i snak og på opfordring fra frau Wadl fandt den ene af dem sin guitar frem. Så blev der ellers underholdt til den helt store guldmedalje. Jeg tror det var den østrigske udgave af Kim Larsen vi var stødt på. Hans første CD er endnu under udarbejdelse, men sandsynligvis på gaden næste gang vi kommer til Feldkirchen. Omkvædet på en af hans selvskrevne sange lød noget i retning af: ”En ko uden horn – er som en himmel uden stjerner”, og det kan der jo være noget om!

Lørdag den 19/5 - Livet er for kort til små flyveture
Lørdag morgen var vejrudsigten ganske lovende så Duo’en blev gjort klar til Alf’s ”Einweisungsflug”. LS 10’eren blev også samlet og chekket. De lokale piloter gik og lurrede lidt på vejret, og det gjorde vi så også, men lidt før kl. 15 blev Alf og Frank slæbt op i 800 m over Gestüt (stutteriet). I området herfra arbejdede de sig op i 7500 fod og gik herfra videre nord på.  På turen var de bl.a. forbi Grossglockner, Østrigs højeste bjerg på 3797 m. Pænt langt væk fra pladsen er der så ved at være lidt krise. Højden er ved at være ”nede” i 5000 fødder – ikke nok til at glide hjem. Her slår Franks bjergerfaring så til igen. Vha. hårdt arbejde og masser af sved på panden, får de sig arbejdet op igen, og lidt længere fremme på ruten finder de den første svage bølge. Nu kalder vi svæveflyvere det vistnok ikke skysurfing men retteligen bølgeflyvning, men på bølgen hvid (den er egentlig usynlig, men indikatoren -  Lenticularisskyen er hvid) ”surfede” de op fra 9500 til 12000 fod. Klokken var imidlertid ved at være mange, så omkring kl. 21 er de tilbage og lander på Flugplatz Feldkirchen efter 6 timer og 5 min. i luften. Ja livet er for kort til små svæveflyveture!

Bjarne ”JAS” var afsted i LS-10’eren og fløj 4 timer, hvor han udforskede området omkring Ossiacher See og området nord herfor. Desværre måtte vi også konstatere et enkelt nedbrud. Radioen i LS-10’eren har det fint med at sende, men når den modtager kommer der ingenting ud af højtaleren. Indtil videre har vi derfor lånt en håndradio af en af de lokale piloter.


”Welle Eins” har bølger til bagbord

Status:

Pilottimer: 21
Højderekord: 12.000 fod.
Oplevelser: Rigtig mange!

Søndag den 20/5 Frank får nyt kælenavn
Søndag så vejret lidt blandet ud, men ikke uden potentiale. En let sydlig fön gav en teoretisk mulighed for bølger (i luften-forstås). 1 Whisky gøres derfor klar til Jørgens ”Einweisungsflug” og lidt over middag tages et slæb til 800 m over Manessen. Frisk vind og noget turbulens gør det til hårdt arbejde at arbejde sig op på skrænten på nordsiden af Ossiacher See. Deres ”opsendte modarbejder” må endnu engang konstatere at det er nogle meget store grantræer der holder sig på skrænterne her i Östereich. Efter ca. 3 kvarter beslutter vi derfor at fortsætte vestover da vi skimter gode skyer vest sydvest for Villach. Ganske rigtigt. Små Alto Cumulus Lenticulariser var ved at vokse sig større. Halleluja det virker. Franks sporhundenæse for bølger kommer endnu en gang til sin ret. Vi får løft og når på det det højeste punkt godt 14.400 fod. På turens vestligste punkt runder vi byen Sillan godt 150 Km. fra Feldkirchen. På tilbageturen stikker vi nordpå for at se om Grossglockner stadig ligger der. Det gør den, men i dag temmelig pakket ind i skyer. Efterhånden har vi også en del undercast så vi tager lidt mere højde i bølgerne og stikker så østover, tilbage mod Feldkirchen. Som en sidste detour stikker vi sydover lidt vest for Villach. Her krydser vi ind over grænsen til Slovenien for lige at kigge på byen Kranjska Gora. Herfra går det hjemad og vi slutter af med lidt hurtigflyvning hen over bjergkammen på nordsiden af Ossiacher See. Yee Haa….  Livet er herligt!
Omkring kl. 19 lander vi på LOKF efter ca. 6 timer og 20 min. flyvning og godt 410 strækkilometer. De sidste 5 timer fløjet næsten uden at kurve! Vi er (igen) sidste fly i Hangaren og Jørgen er første mand på det lille hus efter landingen. (Her på pladsen lader man ikke vandet ude på banen – Ordnung muss sein!)

Efter lidt SMS korrespondance med Lars Brodersen (som kommer herned for at flyve Adria Cup om en god uges tid) og ikke mindst efter ovennævnte to bølgeflyvninger har vi nu givet Frank kælenavnet:  Frank von den Wellen, og deres ”opsendte modarbejder”  Jørgen ”Lucky” Larsen, overvejer om vi ikke også skulle ændre vores callsign på vores 2 fly fra henholdsvis 1 Whisky og 2 Whisky til ”Wellen eins” und ”Wellen Two”!

Alf nåede i dag 4 timer i LS-10’eren, og også han fik udforsket områderne nord for Ossiacher See og Villach som ligger for vestenden af søen.


Hvorfor er Frank ”Von der Wellen” glad?

Derfor !


Deres opsendte modarbejder Jørgen ”Lucky” Larsen

Adria Cup 2012 som oplevet af ground-staff

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Vi oplever:

  • hos de danske deltagere i Adria Cup 2012 hele følelsesregisteret fra jubeloptimisme ved den mindste cumulus over Gerlitsen, via stor glæde, da konkurrencens tredje opgave blev gennemført, som den første, med en placering som nummer 9, til dyb depression over langvarige inversioner og Schichtbewölkung
  • flot natur og spændende byer (Udine og Klagenfurt) i ventetiden
  • varme bade
  • at nanovokspolering er effektiv mod smadrede fluelig

Vi hører om

  • ELT, der mangler antenne
  • FLARM, der virker en gang imellem
  • konkurrenceledelsens mistanke om logger, der ikke er kalibreret - hvilket bestemt kan tilbagevises
  • flyvning blandt kongeørne kombineret med glemt kamera
  • uforståelige ord som: lenticularis, gaggle, kontrolzone, SRA-II, Föhn-lage, kullar og haleror-sideror-højderor-stabilisator-halefinne
  • vingekamera, som Lars B ikke fik tændt inden den flotteste Karawanken-flyvning og Johan, som nægtede at kravle ud at tænde det...
  • blodigt fluelig midt på linsen på tændt vingekamera under næste flotte Karawanken-flyvning

Vi ser

  • piloter kaste håbefulde blikke mod himlen
  • mange mænd i deres bedste (?) alder med smarte solbriller og underlige hatte
  • umådelig nænsom pleje af materiellet udført af ovennævnte

Vi glæder os

  • til de tre sidste fantastiske flyvedage, hvis meteorologen altså taler usandt
  • til aftensmad på Magdalensberg
  • til den daglige Most og flotte udsigt hos Gasthof Wadl
  • over gode stemning og sammenholdet
  • til næste år i Feldkirchen med flere Aviator-deltagere inkl. ground-staff

Fru Frey og Jonna


Dobratsch med Europas højest beliggende valfartskirke (fra 1629) og en e-mast



Triglauer Alpen


So ein Ding müssen wir auch haben


Stierbauer Wadl - nu desværre uden tyr. Ferdinand døde i efteråret 2011.


Spritz på terrassen hos Gasthof Wadl

Tzylle fløj 400 km

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Mandag d. 8. april 2013 udnyttede Henrik "Tzylle" Sylvest sæsonens hidtil bedste vejr til at flyve sig en orn'li' tur i LS10'eren i den nordlige del af Jylland; trekant fra EKVH til Skanderborg og Stauning og retur.