Lis nr. 4 ved Nordiske Mesterskaber i kunstsvæveflyvning
Lis deltog ved de Nordiske Mesterskaber i Kunstsvæveflyvning i Norge, d. 11. til 17. juli 2011. Det blev til en fin 4.plads. Hjerteligt hip-hip-tillykke fra redaktionen. Det forlyder fra pålidelig kilde, at Lis allerede er gået i skarp træning for at gøre det endnu bedre i 2012.
NM I KUNSTFLYVNING PÅ STARMOEN FLYVEPLADS, NORGE, 2011
FORTRÆNINGEN
Mandag d. 11. juli oprandt, og endelig var det blevet tid til at drage mod nord, til de nordiske mesterskaber i kunstflyvning 2011, der skulle vise mig resultatet af de sidste par års træning i Acroen.
Flyveren blev spændt for bilen, der blev kørt af min hjælper til konkurrencen, Sverre, og hans copilot/kæreste, Lise, og en hel del timer senere landede vi på Starmoen Flyveplads i Elverum, Norge – et fantastisk hyggeligt sted med mennesker der udviser en gæstfrihed, som man ikke finder ret mange andre steder! Vi havde da heller ikke været der særlig længe, før en af de lokale, Øjvind, kom over til os og fortalte, at der da var rigelig med plads i klubhangaren, så der kunne vi bare stille 4W ind. Et par dage senere landede min far så også deroppe med hans/vores flyver, LI (for at flyve termik).
4W (venstre) blandt ligesindede: 2x Pilatus og en Fox (helt til højre)
Som alle konkurrencer, startede vi også med fortræning, der varede fra mandag til og med torsdag. Jeg trænede, som jeg har gjort derhjemme, men i modsætning til hjemme, passede jeg meget på med ikke bare at køre på med en masse starter. Her er kunstflyvning lidt anderledes end strækflyvning, idet man i løbet af ingen tid bliver meget udmattet, dels fordi man skal koncentrere sig så meget, men også fordi man trækker ”G” hele tiden, så ens krop bruger enorme ressourcer på at få blodtryk/puls/osv i balance igen. Af bitter erfaring ved jeg, at denne træthed akkumuleres, så derfor tog jeg kun 4 kunstflyvningsstarter på de 4 dage for stadig at have alt min energi tilbage, når konkurrencen så endelig startede.
Det nedenstående program var det, som skulle flyves to gange til konkurrencen, en gang pr dag. I den forbindelse fik Sverre en vigtig opgave, idet han skulle bedømme min flyvning fra jorden. Ellers er det egentlig ikke meget man har at bruge en hjælper til, og et par stykker dukkede da også op uden ground-staff, velvidende at konkurrencen er så kammeratlig, at alle med glæde hjælper alle.
Mit program som skulle flyves til konkurrencen: Sportsman known 2011.
1: 45 graders linje ned (for at få fart på)
2: Loop med ¼ rul (så man kommer ud på 90 graders kursskifte)
3: Det samme, bare med rul på vejen op
4: 45 grader op – halvt rul – lodret ned – ud vandret
5: 360 graders rul
6: 5/8 loop – marker 45 graders inverted linjen ned – halvt rul – op til vandret
7: Lodret op – fald bagover (stadig med lille flyvehastighed) – lodret ned – ud vandret
8: 45 grader op – halvt rul – 5/8 loop ud
9: 270 graders kunstflyvningsdrej med 90 graders krængning (uden sideror)
Dette program skal til konkurrencen flyves inde i ”boxen”, en 1x1x1 km stor imaginær kasse. Flyver man udenfor den, taber man points på den pågældende figur. Så som den finske deltager sagde: ”Don’t think outside the box”. Boxen ses her på bagsiden af hans jakke:
En illustration af ”boxen” på den finske deltagers jakke.
Disse 9 markeringer var lagt ud i landskabet på jorden (præcis som vi gør på EKVH med landings-T’et). 3 på flyvepladsen, 3 på den nærliggende golfbane, og de sidste 3 var ikke lagt ud, da vi alligevel ikke havde nogle linjedommere helt derude, og fordi Norges mængde af træer besværliggjorde det.
Her ses den ”rigtige” box; jeg har sat cirkler om markeringerne, da de ikke er så tydelige på billedet, men i virkeligheden var de lette at se:
"Boxen” – kun 6 ud af 9 mærker var lagt ud, da der ikke var nogen liniedommere, og lidt for meget skov til, at det kunne lade sig gøre at lægge resten af mærkerne ud.
1. KONKURRENCEDAG
Fredag var første konkurrencedag, og for første gang kunne Dannebrog hejses til et NM (de havde nemlig ikke haft nogen danske deltagere før). Der blev da også udtrykt en stor glæde over endelig at se alle fire nordiske nationer repræsenteret til konkurrencen:
De deltagende landes flag
Til briefingen blev der lovet fantastisk vejr: 8/8 cirrus, ingen termik og vist nok også en bundinversion. Nej, det var ikke skrevet i sjov - for en kunstflyver er det faktisk et drømmescenarium, idet man så ikke får solen i øjnene (vi flyver jo ikke kun ligeud, men også lodret op nogle gange, og termikken gør ikke udførslen af figurerne sværere). Men fra briefingerne i Aviator har jeg lært at lade diverse glædesudbrud blive ved tanken, for er Tzylle til stede, bliver man lovet et flyslæb tilbage til Sjælland i 400 fod over Kattegat 
Vi skulle flyve således:
DAG 1 DAG 2
SPORTSMAN KNOWN KNOWN
ADVANCED KNOWN FREE+UNKNOWN
Jeg deltog i sportsman, og det program skulle som sagt flyves to gange, en gang pr dag, og summen af de to scores var min endelige score. To flyvninger alt i alt udgør hele konkurrencen! Denne score blev også blev opgivet i %, der er et udtryk for, hvor præcist man havde fløjet programmet, og altså groft sagt hvor dygtig en pilot man var til den konkurrence. Dvs. vinder en pilot en konkurrence med en score på eksempelvis 12%, har han været den dygtigste til den konkurrence, men han er stadig ikke dygtig, idet 12% er langt under den laveste score, som man plejer at se til konkurrencer. Så der er altså to måder at se på en pilots resultat på til en kunstflyvningskonkurrence.
Den pågældende pilots score blev afgjort af tre dommere med gennemsnittet af deres karakterer. De sad ud for midten af boxen med hver deres assistent til at skrive den karakter ned, som de havde besluttet sig for. De bliver givet ligesom til eksempelvis kunstskøjteløb, fra 0.0 til 10.0 for hver figur.
(Advanced skulle flyve known første dag og både unknown og free anden dag, så de havde altså en start mere end os i sportsmanklassen.)
En dommer og hans assistent er ved at dømme en pilot.
Her ses dommerlinjen, med de tre dommer/assistent-hold
Forberedelse skal der til, inden man kan flyve sådan et program, for man er så koncentreret, at man let kan glemme figurerne – også selvom man har fløjet det mange gange. Til det formål er ”the aerobatic dance” opfundet, hvilket vil sige, at piloten på jorden simulerer sin flyvning ved selv at være flyveren, ligesom man ser fx skiløbere gennemløbe/-køre ruten før start:
"The aerobatic dance” – foretages med lukkede øjne (her ses 2 af de norske deltagere forberede sig)
"The aerobatic dance” – foretages med lukkede øjne (her ses 2 af de norske deltagere forberede sig)
Ved lodtrækning dagen inden var rækkefølgen blevet afgjort, og jeg skulle flyve som nr. 2 i min klasse:
Jeg må indrømme, som man sikkert også kan se, at nervøsiteten havde et solidt tag i mig, ikke mindst pga. indgangen i boxen, som jeg ikke havde prøvet før, og jeg fik desværre lavet ærgerlige fejl, som jeg ikke plejer at lave, som at hænge 5 grader med en vinge, at komme ud på et kursskifte osv. Så jeg var ikke ligefrem stolt af mig selv, da jeg landede.
Inden man starter på sit program, skal man have placeret sig rigtigt i boxen, og det første skridt er at koble ud det rigtige sted (slæbeflyveren holder højden i 4000 fod samt kursen mod midten af boxen mindst 500 meter inden den, og så bestemmer man selv, hvornår man kobler af). Mine første figurer var en 45 graders linje ned og så et loop med 90 graders kursskifte, hvilket vil sige, at jeg efter det loop skifter retning, og ikke bruger mere af den side af boxen som jeg oprindeligt havde retning mod. Jeg er nødt til at sørge for næsten at ramme kanten af boxen, inden jeg skifter retning, for at bruge hele boxen som man skal, hvilket ville sige, at jeg placerede mig lidt før midten af boxen, og håbede på, at det kom til at passe. Det gjorde det heldigvis, men da jeg først var kommet i gang med programmet, var jeg blevet så nervøs, at jeg glemte at tænke på min positionering, holdt ca. 1 sekund mellem hver figur og kiggede overhovedet ikke ned.
Jeg var ikke andet end lige kommet tilbage til startstedet med min flyver, før jeg blev mødt af en af de svenske deltagere, der straks begyndte at give mig gode råd til min næste og sidste tur. Og han var bare den første: Det er sjældent, man møder sådan en kammeratlighed og så stort et overskud hos ens konkurrenter, især når man tænker på, at de selv skulle flyve senere samme dag (og egentlig burde have tænkt på deres egen flyvning i stedet), samt at jeg altså er en konkurrent fra et andet land. De er nogle helt fantastiske mennesker, og jeg glæder mig meget til at møde dem igen!
Pekka Havbrandt, en svensk deltager, giver mig gode råd til, hvad jeg skal rette til dagen efter.
Det jeg havde trænet på, selve udførslen af figurerne, var også det der gik bedst. Til gengæld var der noget, som jeg faktisk ikke havde trænet hjemmefra i den tro, at det ikke ville være så svært at gøre til konkurrencen, og egentlig ikke betød så meget for ens score: Positioneringen i boxen. Det var det, der endte med at koste mig mine points. Efter hver figur er man nødt til at kigge ned på jorden, se hvor man er, og det afgør så hvor mange sekunder man skal vente, inden man flyver den næste figur, hvilket typisk vil være 3-4 sekunder, altså en del længere pauser end jeg havde. Så blev jeg så meget klogere på, hvor pointene lå gemt, og endte efter første dag på en 4. plads, fordi jeg havde fløjet programmet så komprimeret, pga. de korte pauser, at jeg havde holdt mig i den midterste tredjedel af boxen. Man skal som sagt helst bruge hele boxen, både i længden og i højden, hvilket også gav mig et problem, fordi acroen er en utrolig energibevarende flyver, så jeg var færdig med programmet i 1 kms højde, hvor jeg som sportsman-deltager egentlig havde en minimumshøjde på 400 m. (Boxen gik ned til jorden, men konkurrencereglerne sagde 400 m til os, og 200 m til dem der fløj advanced)
Det, som man totalt bliver bedømt på, er:
- Selve udførslen af figurerne
- Positioneringen i boxen (man skal som sagt bruge den hele, både i længden og højden – ikke i bredden)
- Harmonien. Det er det sværeste at score højt på; den karakter fortæller, om man har fløjet med den samme stil gennem hele programmet (f.eks. enten hårde/bløde knæk op til vinklerne), og om man har lige mange sekunder mellem hver figur. For at man skal lykkes med at have lige mange sekunder mellem hver figur, skal man flyve så præcist, at det hele tiden passer med, at man ligger over det sted i boxen, hvor man burde ligge, dvs. at man har planlagt så godt/er så dygtig, at man f.eks. kan holde en 3-sekunders horisontal linje mellem hver figur. Kan man det, har man det kølige overblik, som giver mange point.
Og dommerne er dygtige: De kan se ud fra ens flyvning, om man er stresset/nervøs/træt/osv, og de kan se, om man hænger 5 grader med en vinge, selvom man ligger i 4000 fods højde. De har virkelig falkeblik!
Startlinjen
Dyb koncentration fra en svensk deltager
Verdensmesteren og hans sponsorer
Acroen trak en del til. Her ses en af de ” guidede ture”.
2. KONKURRENCEDAG
Andendagen oprandt, og jeg var nu blevet meget klogere på, hvad jeg skulle vise dommerne, så var spørgsmålet bare, om den viden kunne omsættes til korrekt handling.
Jeg venter på starttilladelse fra chefdommeren. Boxen skal være forladt af den tidligere deltager, inden jeg må starte.
Da jeg var kommet ind i boxen denne gang, var jeg også kommet højere end nogle af skyerne, og da konkurrencereglerne siger, at der skal være 4000 fod til skybasen, kaldte jeg overdommeren over radioen for at fortælle om situationen. Han sagde, at jeg godt måtte afbryde, men der var huller i skyerne, så jeg spurgte, om jeg måtte flyve programmet alligevel, hvilket jeg fik tilladelse til.
Jeg fik lavet nogle længere pauser på min anden flyvning, og jeg prøvede at kigge ned og flyve i forhold til boxens grænser. Men desværre glemte jeg pausen mellem figurerne to gange i træk, hvilket resulterede i, at jeg fløj alle figurerne i den ene halvdel af boxen. Det var dog stadig pænere flyvning end den forrige dag, fordi der var mere ”luft” i mit program. Jeg fik desværre ikke rykket min placering op og endte på en samlet 4. plads.
Jeg lander i 4W på Starmoen Flyveplads (ENSM) efter anden og sidste konkurrencestart
Og så skete der noget, som jeg ikke har prøvet før: Jeg var ikke andet end lige landet i Acroen, før jeg blev mødt af ”verdenspressen”, en journalist/fotograf fra Elverum lokalavis, som jeg blev interviewet og fotograferet foran Acroen af. Således er nu både jeg, Aviator og Acroen blevet verdenskendt i Elverum.
Resultatlisten:
SPORTSMAN
1. Anders Håkenson (NOR) 6105 points
2. Jyrki Viitasaari (FIN) 5920 points
3. Bernt Hustad (NOR) 5834 points
4. Lis Arneberg (DEN) 5517 points
5. Geir Saxegaard (NOR) 4231 points
Min %-score blev 66,17 %. Hvis man skal sammenligne min score med dem fra andre konkurrencer, ligger de dårligste typisk omkring 30 %, og ingen formår at komme over en 82-83 %. Som nævnt før kan man læse to ting ud fra resultatlisten: Jeg fik en 4. plads ud af 5 deltagere, hvilket egentlig ikke er noget at skrive hjem om. Men det, der redder min dag, er at se, at min %-score faktisk ikke er helt dårlig i forhold til andre resultater fra andre konkurrencer.
Min far repræsenterede det sjove element i konkurrencen: Nede ved startstedet stod han som alle andre og spejdede mod himlen: Han var meget interesseret i, hvordan det gik de cumulusskyer, som muligvis var under opbygning. Men de udtalelser om ”at der forhåbentlig snart ville være termik” blev dog effektivt ignoreret, det var nemlig ikke helt gået op for ham, at alle vi andre (kunstflyvere) stod og drømte om det stikmodsatteJ. Men han fik dog et par gode ture på 4 timer i alt under fortræningsdagene.
EFTER KONKURRENCEN
Igen efter min start på andendagen blev jeg mødt af den mest utrolige hjælpsomhed/velvilje fra både svenskerne og nordmændene, og jeg troede ikke mine egne ører, da Pekka spurgte, om jeg ville med en tur i Foxen (verdens eneste 2-sædede svæveflyver der er lavet til kunstflyvning – citat håndbogen: Cross Country Flight: Forbidden). En fantastisk flyvemaskine, der må trække 9 G – jep, det er ca. det samme som en F16. Jeg sagde selvfølgelig ja-tak med det samme, og fik lov til at låne en speciel kunstflyvnings-faldskærm, der kun har 2 meget lange seler (som jeg aldrig rigtigt fandt ud af hvordan man skulle vikle omkring sig selv), og er superbehagelig at have på. Men, note to self: Lad være med lige at spænde benene op efter man er stået ud af flyveren, som man ellers kan gøre på de almindelige skærme, for man kommer til at gå rundt med 2 x ½ km strop i hænderneJ
Kunstflyvnings-faldskærm
Jeg satte mig op i flyet, og spændte de to hold (ja!) 5-punktsseler – et sort og et rødt sæt; det swarte først, som de sagde, og starten gik.
Pekka tager mig med op en tur i MDM-1 Foxen.
Og her er det så jeg løber lidt tør for ord, for ingen ord kan beskrive den flyver og sådan som den flyver – den er simpelthen et mirakel!!!
For at forsøge kan jeg starte med at sige, at selvom den er to-sædet og vejer en del mere end Acroen, er den meget hurtigere – svært at tro, hvis man ikke lige har været der. Den har næsten intet rortryk, selv ved 250 km/t, hvilket gør den endnu mere manøvredygtig, end den i forvejen er.
Pekka fløj først advanced-programmet (som han selv havde deltaget i), og han forklarede mig undervejs alt om hvilke markeringer/figurer/pauser der var vigtige at lave og hvordan for at få gode karakterer hos dommerne.
Foxen spinder……pæænt hurtigt rundt, vi prøvede til venstre, og alt hvad der hed arme og ben blev smidt til højre, som om højre side af flyet var magnetisk…..Puchacz/Blanik go home…..Og ellers fløj han et loop med integreret 360 rul, og deslige 
Sidst fik jeg styrpinden…WOW, hvilket stykke flyvetræ – dens lige findes ikke….Tro mig!!
Så blev det tid til at lande, men det foregik på en lidt anderledes måde end ellers: Vi havde en anden minimumshøjde for kunstflyvning heroppe – det var Jorden - så halvdelen af medvindsbenet blev til et 4-punkts-markeret rul (Boxen var et P-område, så vi havde luftrummet for os selv), noget man lige må nyde at gøre, for den slags hører sig selvfølgelig ikke til derhjemme eller udenfor en konkurrence. Og ellers foregik landingsrunden med minimum 130 km/t, fordi Foxen er utrolig spindvillig (man behøver faktisk ikke engang at nå ned på stallhastigheden), så man skal lige beregne lidt ekstra flyveplads foran sig…..
Mig efter turen i Foxen – farven i ansigtet vidner om overgangen fra +6 G til -3,2 G, det giver lidt ekstra blod til hovedet (jeg havde faktisk småondt i mine øjne et par timer efter).
Efter vi kom ned, blev jeg inviteret af svenskerne op til deres træningslejr senere på året, og der er ingen tvivl om, at jeg tager imod det tilbud – både for at møde disse fantastiske mennesker igen, men også for at møde og ikke mindst flyve deres mindst lige så fantastiske stykke flyvetræ, The Fox! Og ligeledes udtrykte de selv ønske om at deltage i FlyInverted 2012.
En god illustration af den fantastisk venskabelige stemning der var til stede under hele konkurrencen blandt folk, som egentlig var konkurrenter!
Lørdag aften gik med overrækkelsen af præmier, pokaler og medaljer og ikke mindst den udsøgte middag:
Sportsman-vinderne (guld, bronze, sølv)
Advanced-vinderne: (Bronze, guld, sølv)
Dagen efter var det tid til at tage hjem, efter lige at have været rundt en tur og hjælpe de forskellige med at skille flyvemaskiner ad, sige pænt farvel til alle de flinke og rare mennesker, (og, nåh ja, så blev jeg også lige lovet en omskoling til Pilatus af en af nordmændende, når vi ses næste gang) og ikke mindst den fantastisk flinke og rare Fox.
Wow…! Kærlighed ved første blik (red.)