Fly, klubhus, hytteleje mv.

Skrevet af webmaster. Sendt til Alt om klubben

ASK-21  -  OY-XMF

Maksimal hastighed 280 km/t
Bedste glidetal 33
Mindste synkehastighed 0,65 m/s
Vingespand 17 m
Tom vægt 360 kg. Maksimal startvægt 600 kg.

To-sædet skolings-, strækflyvning- og kunstflyvningsfly. I Aviator bruges flyet primært til skoling men også til kunstflyvning. Robust flyvemaskine og let at flyve. Læs også her.

 

Puchacz OY-XUT

Maksimal hastighed 215 km/t
Bedste glidetal 30
Vingespand 16,6 m

To-sædet kunstflyvningsfly, der også bruges som skolefly.

 

Arcus M  -  D-KFMW

Maksimal hastighed 280 km/t
Bedste glidetal 50
Mindste synkehastighed 0,56 m/s
Vingespand 20 m
Tom vægt 430 kg. Maksimal startvægt 800 kg
Motor m. 70 HK (selvstarter)

To-sædet trænings- og strækflyvningsfly. Læs også her.

 

Discus 2c FES -  OY-XXS

Beskrivelse kommer..

 

LS4-a

Maksimal hastighed 270 km/t
Bedste glidetal 41
Mindste synkehastighed 0,59 m/s
Vingespand 15 m
Tom vægt 245 kg. Maksimal startvægt 525 kg.

En-sædet strækflyvningsfly. 

 

Discus b

Maksimal hastighed 250 km/t
Bedste glidetal 42
Mindste synkehastighed 0,59 m/s
Vingespand 15 m
Tom vægt 232 kg. Maksimal startvægt 525 kg.

En-sædet strækflyvningsfly. 

 

SZD-51-1 Junior  -  OY-XTK

Maksimal hastighed 220 km/t
Bedste glidetal 35
Mindste synkehastighed 0,58 m/s
Vingespand 15 m
Tom vægt 225 kg. Maksimal startvægt 380 kg.

Aviators ensædede skolingsfly. Det er flyet for første solo-flyvning. Nem og sikker at flyve. Læs også her.

 

Dimona TTC 115  -  OY-XWB

Maksimal hastighed 260 km/t
Bedste glidetal 27
Mindste synkehastighed 1,19 m/s
Vingespand 16,33 m
Tom vægt 568 kg. Maksimal startvægt 770 kg
Motor: Rotax 914 (115 HK)

Aviators motorsvævefly. Benyttes til flyslæb, svæveflyvning og motorflyvning. Kan flyves på et S-certifikat (efter omskoling).

 

Faciliteter

Luftrummet omkring os

I Aviator er vi så heldige at have Danmarks måske bedste luftrum til svæveflyvning. Vi flyver fra Vesthimmerland Flyveplads lige nord for Års. Flyvepladsen ligger i ukontrolleret luftrum, og der er langt til trafikzoner omkring lufthavne. Det betyder, at ingen blander sig i flyvningen. Man skal selvfølgelig fortsat holde godt udkig for ikke at støde sammen med andre flyvemaskiner. Vi har masser af plads at udfolde os på. Det er en af grundene til, at det fælles luftakrobatikkursus FlyInverted for alle danske svæveflyvere hvert år afvikles hos Aviator.

Der er mange gode muligheder for at finde termik i områderne omkring Vesthimmerland Flyveplads. Vi kan derfor næsten altid komme op og af sted på langture.
Vi er glade for at have Danmarks måske bedste luftrum til svæveflyvning.

Flyvepladsen

Aviator låner plads på Vesthimmerland Flyveplads (klik her for link til Google Earth). Det giver os en fin asfalt-startbane til fx flyslæb-starter. Langs asfaltbanen er der gode sikkerhedszoner med græs, som vi så normalt bruger til starter og landinger. Asfaltbanen er en kilometer lang.

Flyvepladsen ejes af Vesthimmerland Kommune, som vedligeholder dele af anlægget. Der er andre luft-klubber, der også låner plads på flyvepladsen; Nordjysk Faldskærmsklub og Motorflyverklubben Vesthimmerland. Sammen hjælper vi Vesthimmerland Kommune med at vedligeholde de andre dele af anlægget. Fx er det Aviator, der klipper græsset i sikkerhedszonen rundt om asfaltbanen.

Klubhus og hytter

Vi har et klubhus med opholdsrum, kontor med alle journaler o.l., en lille fjernsynsstue, et køkken, et badeværelse og to toiletter. Klubhuset er stedet, hvor flyvedagen starter med en briefing. Briefingen er det sted, hvor det hele aftales; hvem gør hvad, hvem flyver hvilke flyvemaskiner, hvordan organiserer vi os på pladsen, gennemgang af vejrudsigten og meget andet.

Klubhuset er også der, hvor vi samles efter endt flyvedag, fører journaler, fortæller historier fra dagens flyvning, snakker om, hvad vi har lært af nyt i dag, aftaler nye planer og i det hele taget spreder gode historier og stemning.

Ved siden af klubhuset har vi en række hytter, som enten ejes af enkeltpersoner eller klubben. Enkeltmedlemmer kan leje de fire mindste hytter af klubben; udlejning sker efter en venteliste. Medlemmerne kan komme på ventelisten ved at skrive til bestyrelsen. Klubben ejer også en af de store hytter, og den er til fri benyttelse for alle klubmedlemmer til overnatning (efter først-til-mølle-princippet).

Udlejning af de fire små hytter

Betingelserne for leje af hytterne:
* En hytte kan lejes af aktive medlemmer af Aviator.
* Hytterne lejes for et år af gangen fra sæsonstart.
* Prisen er kr. 2500 pr. år, og betales forud.
* Tiltrængte reparationer/vedligeholdelser foretages af lejer og materialer betales af klubben.
* Nødvendigheden af reparationer/vedligeholdelser vurderes årligt af bestyrelsen.
* Lejemål fortsættes normalt et år af gangen, indtil lejer opsiger aftalen.
* Lejemålet kan dog altid opsiges af bestyrelsen uden begrundelser.
Sådan kommer du på venteliste:
* Venteliste til hytteleje til fremtidige lejemål.
* Ventelisterækkefølgen er efter "først til mølle": send en email til sekretaerAaviator.dk for at komme på ventelisten.
* Accepterer førstepladsen på ventelisten ikke umiddelbart et nyt lejemål, fjernes medlemmet fra listen.

Hangarer

Flyene bor i en hangar. I flyvesæsonen er alle vores fly samlet og stillet op i hangaren. Efter briefingen på en flyvedag trækker vi alle flyene ud af hangaren, udfører dagligt tilsyn (ser efter, at de er i flyvedygtige) og gør dem klar til dagens flyvning. Efter endt flyvning, skubber vi flyene ind i hangaren igen og trækker nattøj på dem. Det sidste er ikke for sjov, men for at beskytte flyenes overflade mod fugleklatter og støv, som kan ødelægge den sarte overflade på vinger og flykroppe.

Om vinteren har vi flyvene pakket sammen i transportvogne. Vingerne og haleplanet tages af og stilles i transportvognen langs med flykroppen. Alle transportvognene stilles så ind i transportvognhangaren, hvor vi så også har en tør-luft-puster, som via flexrør sender tør luft ind til flyene i transportvognene (glasfiber suger fugtighed til sig, og det er usundt for materialets styrke).

Værksteder

Vi vedligeholder selv alt vores materiel. Det sker primært om vinteren. Alle flyene skilles ad til sidste skrue, efterses grundigt, repareres om nødvendigt, renses, smøres, pudses og poleres. En materielkontrollant gennemgår arbejdet og flyet, og godkender flyet til en ny sæsons flyvning.

Jordmateriellet (spil, wirehenter, flyhentevogne (populært kaldet golfvogne)) skal også gennem grundige vedligeholdelsesprocedurer i vinterens løb.Både fly og jordmateriel bliver desuden vedligeholdt eller repareret i sæsonens løb, såfremt de trænger til det. Det er alt sammen noget, vi selv udfører. Så hvis du kan li' at arbejde med fingrene får du her alle muligheder for at udfolde dig.

Der bliver ikke gået på kompromis med udførelsen af vedligeholdelsesarbejdet! Vores liv afhænger af at det bliver gjort ordentligt.